ENTREPRENØRENS RET TIL TIDSFRIST-
FORLÆNGELSE

Når der mellem bygherre og entreprenør er fastsat en afleveringsdato for byggeriet, skal entreprenøren have orden i penalhuset for at kunne udskyde en senere aflevering af projektet, uden at blive pålagt dagbøder eller almindelig forsinkelseserstatning.

De grundlæggende betingelser for entreprenørens ret til tidsfristforlængelse har ikke ændret sig fra AB 18 til AB 92, men bestemmelserne er flyttet, og der er sket en række præciseringer og småjusteringer.

Der skal således stadig foreligge en kvalificerende begivenhed, før der kan kræves forlængelse af tidsfristen. Der skal derudover kunne påvises en årsagssammenhæng med forsinkelsen.

Begivenheder og forhold, der kvalificerer entreprenørens arbejde til tidsfristforlængelse

I AB 18 § 39, stk. 1 oplistes de begivenheder, som kategorisk giver ret til tidsfristforlængelse. Der er her tale om bygherrens ændringer, bygherrens eller andre (ikke underordnede) entreprenørers forhold, force majeure, usædvanligt vejrlig og offentlige forbud og påbud, som ikke skyldes entreprenørens forhold.

Bestemmelsen er ikke udtømmende, men oplister blot en række begivenheder, som har det tilfældes, at de ikke kan lægges entreprenøren til last. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til AB 92 § 24, med få sproglige opdateringer.

Kravet om årsagssammenhæng

Det kan virke åbenlyst, at entreprenøren skal kunne påvise en sammenhæng mellem begivenheden og den indtrådte forsinkelse. Det er dog stadig et spørgsmål voldgiftsretten tager stilling til. Der skal være sammenhæng mellem begivenheden og den indtrådte forsinkelse for hele afleveringen. Har der således foreligget en forsinkende begivenhed, som har forsinket en delaflevering, medfører dette ikke nødvendigvis, at entreprenøren kan få fristforlængelse for hele overdragelsen. Har han mulighed for at omstrukturere arbejdet, må han gøre det, og ikke bare ”læne sig tilbage og nyde sine spilddage”.

De formelle krav

AB 18 foreskriver en række formelle regler, der sætter rammen for afgørelsen af entreprenørens ret til at aflevere senere end oprindelig aftalt og de praktiske omstændigheder herfor.

Bygherren skal jf. AB 18 § 4, stk. 4, i sit udbudsmateriale fastsætte en ønsket tidsplan (en udbudstidsplan), der bl.a. skal indeholde en detaljeret tidsplan og fastsætte hvor mange spilddage, der påregnes at indgå. Denne revideres i samarbejde mellem entreprenør og bygherre forinden aftalen underskrives, og indgår således som en del af aftalegrundlaget.

Hvis entreprenøren er berettiget til tidsfristforlængelse på grund af spilddage, skal de allerede forudindtagede dage i hovedtidsplanen ”bruges” forinden en egentlig tidsfristforlængelse kan komme på tale.

Herefter skal entreprenøren, jf. AB 18 § 13 udarbejde en arbejdstidsplan, der skal kortlægge, hvorledes arbejdet tilrettelægges for at overholde hovedtidsplanen. Bygherren har i denne forbindelse pligt til at samordne eventuelle flere sideordnede entreprenørers arbejdsplaner.

Er entreprenøren blevet opmærksom på, at forsinkelse vil indtræde, skal han gøre opmærksom herpå til byggemøderne, jf. AB 18 § 14. Dette sker efter de i denne bestemmelse obligatoriske løbende opdateringer af tidsplanen.

Opdateringen foregår på byggemøderne, jf. AB § 31, stk. 2, litra b og c. Der skal efter denne bestemmelse ved meddelelsen fastlægges hvilken begivenhed, der er tale om, at den har medført forsinkelse og antallet af dage, der er gået tabt i projektet.

På denne måde kan udskydelsen af afleveringstidspunktet ideelt set fastlægges under byggeprocessen, og parterne kan herved diskutere, hvorvidt der foreligger ret til tidsfristforlængelse.

Entreprenøren skal i øvrigt reklamere om ret til tidsfristforlængelse snarest muligt, jf. AB 18 § 39, stk. 4. Dette skal gøres skriftligt for bedst muligt at sikre entreprenørens egen dokumentation for at have iagttaget sin reklamationspligt, men det er ikke en gyldighedsbetingelse.

Kan parterne ikke blive enige om, hvorvidt entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse, og kan tvisten ikke løses ved forhandling, er det muligt at få en opmand til at træffe en hurtig afgørelse om, hvorvidt der foreligger en begivenhed, som kan give ret til tidsfristforlængelse.

Det er ikke altid, at en hurtig afgørelse er egnet til at løse en tvist om, hvorvidt der kan indrømmes entreprenøren tidsfristforlængelse, idet opmanden ikke kan tage stilling til forsinkelsens udstrækning, herunder kravet om årsagssammenhæng.

VIL DU VIDE MERE?